Tura på Øresund - et positivt gensyn...
anmeldelse/recension af M/S Turasund, København-Malmö

Tekst og fotos © Anders Riis, journalist (DJ),
www.omtanke.dk

Kommandobroen på M/S Turasund er en lykkelig blanding af klassisk skib og moderne teknik.

< side 4

Hurtigt tager vi atter afsked med København. Fra det åbne agterdæk kan vi se havnebusserne pile frem og tilbage, og der er lys i operahuset, som i december endnu ikke var indviet. Københavns havn ved aftenstide er bestemt et kik værd.

Ude af lyshavet igen er det tid for det aftalte besøg på broen. Kaptajn og styrmand byder gæstfrit indenfor i det lille styrehus, hvor man både finder de nyeste navigationshjælpemidler og de klassiske styregrejer - samt dejligt træværk i døre og vinduesrammer - skibets alder på mere end 30 år gør sig her positivt gældende. Begge tjenestgørende officerer er danske, og kaptajnen har lang erfaring med Øresundstrafikken: Han har tidligere sejlet med "Pilen"s katamaraner. Han beretter beredvilligt om såvel skib som rute. En af de store inversteringer i M/S Turasund har været det helt nye sprinkleranlæg, der dækker hele fartøjet. Her som på resten af skibet - ud til det yderste hjørne af toiletterne - giver fartøjet og stemningen et sobert indtryk. Alt virker i orden og velholdt, og personalet professionelt.

Efter en stund på broen siger vi farvel til kikket ud i mørket forude. Dessert og kaffe venter nede i restauranten, og vi entusiaster bliver enige om, at det - trods en noget hamper julebordspris - har været en meget vellykket udflugt.

Turen over Øresund med Turasund kan varmt anbefales alle, der kan lide en tur på havet. Prisen for selve turen - 60 SEK / 50 DKK for en sviptur, eller det samme for en enkeltbillet - bør ikke afskrække, faktisk er det jo den billigeste måde overhovedet at komme fra Københavns centrum til Malmö centrum!

Når dette lægges på nettet, er turen imidleruid ikke mulig. M/S Turasund indstillede trafikken for vinteren den 23. december 2004, og vender ifølge hjemmesiden www.rederiet.se tilbage igen torsdag 17. marts 2005, altså torsdag inden påske. Så måske var det noget med en påsketur på Øresund? Undertegnede vil varmt anbefale det! Ikke mindst når dagene bliver lidt lysere, og ikke alt udenfor forsvinder i regndis og tusmørke, som tilfældet var på vores tur. Og til sommer må rejsen over sundet da blive til en hel folkeforlystelse, håber jeg!

Anders Riis

Kendetegnende for passagerer af svensk nationalitet: Man handler med glæde Carlsberg til 149 SEK for en 24 stk!

Side 1 · Side 2 · Side 3 · Side 4 · Side 5