Skibet fremstår velholdt, nyrenoveret som det er i indretningen. Og i den forbindelse tæller branden faktisk på plus-siden: Det var cafeteriet, der blev ødelagt - og her er der skabt en lys, rummelig og luftig cafe, som må virke tiltalende på de fleste. Vi sejlede i diset og mørkt sen-eftermiddags december, så på vores tur var udsigten begrænset. Men i de lyse og klare stunder er cafeteriet i Turasund en tur værd. Ingen af os prøvede cafeteria-maden. Udvalget er ikke rettet mod de kulinariske højder og feinschmeckerne, men holdt på et folkeligt plan. Det kan heller ikke være anderledes: Som Turasund fremtræder i dag, er den til folkelig hygge og langt fra eksklusiv luksus.
Terminalen i Malmö er den gamle flyvebådsterminal, og faciliteterne i land er beskedne, men fungerer. Vel ombord placerede vi os i restauranten på nedre dæk, og med det samme var vi i en tidsmaskine. Om indretningen er original fra dengang fartøjet i 1972 som "Westerland" blev indsat på linien Hörnum (Sylt)-Helgoland, ved jeg ikke, men det ser sådan ud. Skilte på tysk afslører fartøjets hovedsageligt tyske fortid. Det ejes fortsat af den tyske skibsreder Sven Paulsens Adler Schiffe.
Indretningen med mørke paneler og lidt trange fire-personers sofaer understreger blot det folkelige præg, og bør absolut ses som en kvalitet ved fartøjet, selv om jeg godt ved, at andre måske ser anderledes på det. Jeg tror, at nostalgien omkring ruten er værd at satse på; dermed kan Turasund - hvis man har den nødvendige økonomiske stamina - skabe sig sin egen niche, og tiltrække rejsende ikke blot fra Malmö, men også fra den danske side.
